Fanesang

(Per Sivle)

Arbeideren — om nogen —- saa lærte han det nok
hvor ret der gjelder løfte, der løfter man i Flok.
Han vil, som ingen sande, hvad Fædrene har sagt:
Hvad Seiershaab der ligger i Enighedens Magt.

En Fane maa der løftes. Thi saadan det jo er
at-kun omkring et Merke der samles kan en Her.
For saa vidt bor der Sandhed udi den gamle Tro
at naar man først har Klave, saa faar man altid Ko.

Thi der hvor først man eier en samlende Ide,
der har man snart en Fylking omkring den skal man se.
Men der hvor Aanden stevner mod Fremtidshaabets POI,
se der maa Fanen være det synlige Symbol.

Slig tænkte vi da ogsaa. Og gik det vistnok smaat,
vi gjorde hvad vi kunde, — og Fanen har vi faat.
Men nu af os det kræves — hvad mange ei forstod:
At bære den med Ære, at løfte den med Mod.

Vær hilset da, vor Fane, med Haabet i din Favn,
i Kjærlighedens, Sandhedens, Enighedens Navn!
Gid aldrig Niddings Hænder maa gribe om din Stang!
Saa følger vi til Frihed, med Arbeid og med Sang.