I Drift
(Per Sivle)
Jeg farer frem paa Livets Hav,
det gaar som over aaben Grav,
mens Stormens Vælde fraader.
Mit Seil er splittet, Roret fast,
jeg sidder ved en knækket Mast,
og intet mer jeg raader.
Og Skjær er foran, Skjær er bag,
det helder alt mod Kveld fra Dag,
og saa er Natten rede.
O, Herre Gud, jeg er i Nød
og gruer mod den kolde Død,
og magter neppe bede.
Du tit dog vidste, Herre Krist,
en liden Rift i Klippen hist,
hvor der er Ly at finde
for liden Fugl, forsagt, forladt,
omtumlet i den mørke Nat
af Viddens kolde Vinde.
Dog endnu mellem Livets Skjær
— ei sandt? — du Styresmanden er,
som kjender alle Banker.
Jeg ser kun Havets vilde Flugt,
— men ved ei du en liden Bugt,
hvor jeg kan kaste Anker ?
Du leded før med sikker Haand
saa tidt ei blot den sterke Aand
med Lyst og Mod at fare,
men ogsaa den du jo stod nær,
som skalv for hvert et lidet Skjær,
hans Skude skulde klare.
Og Gud, min Gud, da tror jeg ei,
at du alene kan fra mig
din Haand med Hjælpen drage;
for, Herre Gud, du har jo sagt:
du nærmest har til Hjertet lagt
de trætte og de svage.
Og er jeg blind og lammet, jeg,
og magter end ei efter dig
at strække mine Arme,
jeg sukker dog den ene Bøn:
o Jesus Kristus, du Guds Søn
dig over mig forbarme!
Og saa faar ske, hvad end der sker,
jeg ved ei andet, kan ei mer,
det bære eller briste.
— Men Herre, paa det Naades-Haab,
du ved, du gav mig i min Daab,
jeg holder til det sidste.