Johan Sverdrup - Et Mindeord
(Per Sivle)
I disse Dage jeg mindes dig,
og det gjør vistnok mange med mig,
i dette Glap, da det meste blir smaat
og blitt saa forunderlig Hjerte-Raat,
i denne Tid, da her ingen Ørne
har Vingefang over vort Halvheds-Hjørne.
Du reiste vort Norge til Folke-Rang,
du var vort Amen til Wergelands Sang,
— hans Sang, som sprang frem af hans Hjertes Haab
og blev vort manende Bjarkemaals-Raab.
I Fylkingens Front, hvor Kampen var hedest,
Huggene haardest og Mændene vredest,
der var din Plads i Norriges Slag,
— det mindes vi endnu den Dag idag.
Med Skjeldsord de skjød, med Haansord de stak,
de hug med Rænkernes rustne Staal,
du løfted imod dem Fremtidens Maal,
— og Eggen blev brudt, og Oddene knak.
De spurgte med Skræmsler, du svarte med Sag,
og Seiren dig fulgte fra Dag til Dag.
— De Maal, du dig alt i din Ungdom tog,
og hvorfor du siden i Manddommen slog,
dem kom du at lodse for Landgangs-Vind,
du selv, i den norske Stats-Havn ind.
Et Livsverk var gjort, og et Landsverk med,
du havde fortjent dig din Aftens Fred,
var dømt til Død om en stakket Stund,
og det fra lærde Doktorers Mund.
Du var jo og alt en Olding af Aar,
Kvittering du bar i dit staalgraa Haar;
— i Kamp for dit Norge hyldet og haanet
det var, at dit Haar til Staal var blit graanet.
Og da, — da igrunden du mer ei var Mand,
for Oldingen er nu en Olding, han,
om endnu det glimter her og hist
et Skimt af Ungdoms og Manddoms Gnist,
— — da satte dig Norge op paa en Plads,
hvor ikke en Sjæl kunde vært tilpas,
det hjalp ei den sterkeste, ikke den duligste,
for Pladsen var Landets den aller-umuligste.
Naar "gamle Sverdrup" blev Statsminister,
saa var der ei nogen Fremskridts Filister,
som ikke mente og bandte og svor,
at det var hans eget Forløsnings-Ord.
Og naar saa ei det kunde ske, blev man Sint,
man skjeldte og lynte og brummed og tuted,
saa Ekkoet ljomed, og blækket det spruted,
— saa rent var man færdig at flyve i Flint.
Ja, selve Bohémens Profet og Seer
blev høist unaadig, da Sverdrups Styre
ikke gav ham og hans haandgangne Fyre
Parket-Plads for deres aparte Ideer.
Og saa er det dette, som her i Landet
er saa evig velsignet forbandet,
at hver især med sit eget Søl
tror sig at være den likeste sjøl.
Nu vel — de fik prøvd sig, de andre Mænd,
— — men Braserne er ikke klaret end.
Men det kan jeg huske, at hver en Stund
du var en Gentleman i din Mund --—
Bagtalelse, det var dig altfor smaat,
— du trak paa Smil og paa Skulder blot,
naar de, som var dig de værste Klægge,
kom saadan paa Snak inden fire Vægge.
Du rørte en Fylking. som just ei var grei;
med Tiden saa blev den nok værre end lei.
Det gik med Livslyst i Kampens Hede,
for da var de varme, og da var de vrede.
— Men siden — — ja ingen husked, men kræved
og faa stod "sluttet", de fleste "skræved".
Vi Nordmænd har ogsaa vor Særform for Spurten:
først blir vi fornærmet, saa tar vi til Furten.
Og saa blev det sagt, du var irritabel,
— og det var kan hænde ei nogen Fabel.
Du var jo fra gammelt vant til at byde,
og at dine Folk med Tak vilde lyde;
de havde jo merket, at Seiren laa
just i den Retning, hvor du den saa.
Du raged et Hode over din Flok;
dit Øie saa lys-Hav, hvor andre saa Taage,
hvor Mængden blunded, du magted at vaage,
og Døgnets Jubel var dig ei nok.
Dit Blik, det var Folkets ledende Syn,
dit Ord var det Skyen kløvende Lyn.
Hvad Under da, om du — saadan omtrent —
var blit, lad os si, en smule forvænt;
i Kraftens Dage det gav ingen Fare,
men nu var du Olding, — det glemte man bare.
Og da du saa merked alt Smaa-Lureri,
saa fandt ei din stolte Natur sig deri;
din Høvding-Aand i din noble Barm,
hvad Under, om den kom i sorgfuld Harm!
"Du havde Fell", — ja det manglede kun,
du ei havde havt, og med Menneske-Grund!
— da var du blit Gud, — og den Folkeguden,
nei Tak, ham er vi dog helst foruden.
Du gamle Høvding, det er mig en Fryd
end engang at slaa for det Navn til Lyd.
Staar Norge ei ved din Sarkofag
med Hoderne blottet og sænket Flag,
se, da er det Norge, som saadan lønner,
at ei det har Retten til store Sønner.
Men Fred med dit Minde og Fred med dit Navn!
— Sov trygt, Johan Sverdrup, i Norges Favn!