Konge og Bonde
(Per Sivle)
Saa melder Skriftens ærværdige Bog,
at Akab hed en Oldtidens Mand,
der Arv efter Omri, sin Fader, tog
som Konge af Israels Land.
Og Akab han fik en sidonisk Kvinde,
den hedenske Jesabel, til Gemalinde.
Og Akab fortørnede Israels Gud,
foragted sit Folks forjættede Haab,
glemte og brød de hellige Bud
og gav ikke Agt paa Profeternes Raab.
Til fremmede Guder for Israels Øie
bygged han Templer, gjorde han Lunde,
dyrkede Baal, saa ivrig han kunde,
ofrede paa de forbudne Høie.
Og Naboth hed en Israelit,
en Mand af Folket; hans Dont - saavidt
det lader sig skjønne af Skriftens Ord -
var den: at dyrke sin arvede Jord.
Og Naboth eied en Vingaard, hvis Plads
var oppe ved Akabs Kongepalads.
Men det var Kong Akab til Tort og Besvær,
at Naboth ham var med sin Vingaard saa nær.
Saa var det, at Akab bød Naboth flytte
og bød ham: Retten for Penge at bytte.
Da er det, af Naboth hint Svar han faar,
som altid skal mindes, hvor eller naar
den arvede Ret og Retvished er
Tyrannens Lune til Tort og Besvær;
men Svaret var dette: "Nei, Konge! nei!
min arvede Odel sælger jeg ei!"
Og Skriften maler os klart og tydelig,
hvor saare Kong Akab tog Svaret fortrydelig.
Men Jesabel trøstede: "Reis dig blot,
æd og vær glad, du Israels Drot!
Thi se, jeg skaffer Midler tilveie
at bringe dig Naboths Vingaard i Eie."
Og Akab var det, den Baals-Tilbeder,
Og Jesabel var det, den Hedninge-Kvinde,
de tvende, de leied og kjøbte sig Eder,
paa Bud og Befaling at sverges iblinde,
og raabte saa Naboth for Folket ud
som den, der spottede - Israels Gud!
Ja, se blot, hvor Akab med samt hans kjære
Jesabel verner om Jehovas Ære!
Og Anklage reistes, og Ederne kom;
af denslags Drabanter - ved vi jo nok -
har altid Tyrannen sin villige Flok.
Og endelig fulgte den fældende Dom.
Saa maatte Naboth med Livet bøde
for, hvad man falskelig svor ham imod;
han førtes ud og blev stenet tildøde.
Og Hundene, staar der, slikked hans Blod.
Men som det monne Kong Akab behage
i Eie den Naboths Vingaard at tage,
som alt han stod paa den ranede Grund
og visselig nød sin seirrige Brøde,
Elias, det Ildvidne, kom ham imøde
og talede med sin Sandsiger-Mund:
"Saa siger Herren, den retvise Dommer:
ve dig Akab! - Gjengjældelsen kommer!
Din Slegt skal ødes - de voksne, de spæde!
Dit eget Blod skal Hundene slikke
der, hvor du gav dem Naboths at drikke,
og Jesabels Lig dem gives at æde!"
Og Skriften siger, at Ord til andet
Profetens Gjengjældelsesspaadom blev sandet.