Leo Tolstoi
(Per Sivle)
Det er med Andagt, dit Navn jeg nævner,
med hellig Andagt og Ærefrygt,
med større Tro paa, hvad Mandsmod Evner
til Raad mod det, som er sygt og stygt.
Med større Tro paa det Godes Seier,
med større Tillid til Vilje-Staal;
trods alt hvad Ondskab og Dumhed veier,
er Folke-Lykke dog end et Maal.
Jeg ved saa vel, at min svage Stemme
kan ei naa frem til dit Øres Hvælv,
— men dog jeg kvæder din Pris herhjemme
for mine Landsmænd og for mig selv.
Du Digter-Konge, du Bonde-Digter,
du tregang-trefoldig Adelsmand,
som altid vokser, og aldrig svigter:
vær hyldet alt, hvad jeg hylde kan!
Hvor de blir smaa, disse andre høie,
som glefsed alt, hvad at glefse var!
— og du gir gjerne din egen Trøie
til den som fryser og ingen har.
Din Mening rokkes af ingen Skræmsler,
du taler freidig dit sterke Sprog,
som om der fandtes ei Fængsels-Gjemsler
og ei sibiriske Dødning-Tog.
Du tapre Krigsmand fra Fordums Dage,
som engang stod i Sebastopol,
— din største krigsdaad var end tilbage
til nu, du sidder paa Olding-Stol.
Nu er du Krigsmand mod selve Krigen,
med løftet Banner for Ret og Tro;
du splintrer Løgnen og hugger Svigen,
saa den nok kjendes, din Ørne-Klo.
Du løfter Hodet med Hæders-Manken,
dit hvidgraa Haar om din Pande høi
og Røster høilydt for Broder-Tanken
med Mund og Stemme, som aldrig løi.
Ja, midt i Rusland, hvor Folk ei snakker
med Frimands-Tunge sin Mening ud
af Frygt for Knuten og for Kosakker,
der Røster du som en Torden-Gud.
Du ved saa vel, hvad det er du vover
— det skrækker ikke din ranke Hu.
— Naar Rusland vaagner, som det nu sover,
saa var du vældigste vækker, du.
Du Leo Tolstoi, du Tolstoi-Løve,
som higer længer og længer frem,
som tror, vort Liv er en bakket Prøve
paa Veien hen mod et bedre Hjem.
Vær hilset atter, du Palme-Bærer,
du Ordets Mester med Aandens Brand,
du Kristi Lærling, du store Lærer,
du gamle, herlige, høie Mand!
Det høres ud, som om det var en Fabel,
hvad du har Villet og har sat ind;
du er Profeten i Tidens Babel,
er Tidens Seer, hvor den er blind.
Du er vor Samtid en ny Elias,
som taler Folket og Fyrsten til;
og du har Strenge fra Jeremias,
om ei dit Samfund det rette vil.
Det er med Andagt, at jeg dig hylder,
du store, hellige Patriark,
med Tak for alt, hvad dig Verden skylder
du Lods paa Fremtidens Rednings-Ark.