Min Forret
(Per Sivle)
Min Menneske-Forret
— saadan omtrent —
er ogsaa at være
inkonsekvent.
Var jeg — jeg sætter.
at var jeg et Fag-Uhr,
var, lad os sige,
et ottedags Slaguhr,
sadan et rigtig patent:
Herre min Gud,
hvor jeg var konsekvent!
Trak man mig op
hver ottende Dag.
kakked jeg Ugen
tilende i Mag,
kom ei paatvers
med Regel og Vane,
galede Tid
som den giæveste Hane,
ærbart og pent
i en guldprydet Kasse
røgted jeg Hvervet,
jeg havde at passe,
synte mit Ansigt
bag Rude i Ramme
smilende, blankt,
og bestandig det samme,
holdt mig bag lukkede,
laasfaste Døre,
— noli me tangere!
— se, men ei røre!
Men eftersom, saasom,
da og fordi
Vorherre mig har
i sit Billede skabt
— om ogsaa jeg Glansen
og Præget har tabt —
jeg skabtes ei til
Konsekvens-Mageri.
Af Skaber-Vilien,
hin evig paa Vandring
ifra Forandring
og til Forandring,
jeg skabtes til Livets
de bølgende Baner,
saa skjønne som Retvinklen
ingentid aner.
Det er jo slig,
som vi alle ved,
at det gaar her i Verden
saa op og saa ned,
— at Sige saasandt
som det gjælder Ting,
i hvilke der er
noget Liv eller Sving.
Se Straaet, se Træet,
hvor hver efter Alder
og Tider de vokser
og skifter og falder,
— mens mellem Blade
paa Stengel og Stamme
der findes ei tvende
som et og det samme.
Og alt det Liv,
som spirer og gror,
det er ei iaar
just slig som ifjor.
Og alt det Liv,
som kryber og gaar,
det var ei ifjor
just slig som iaar.
Og se paa Havets
vuggende Væld,
og se saa paa Bækken,
som fosser fra Fjeld,
og se saa paa Skyens
seilende Hær,
— giv Agt paa dem alle,
og se hvor de er
ustanselig vekslende,
uden at ænse,
at Ordbogen eier
det Ord Konsekvense.
Og merk dig saa Ilden,
den Guddoms-Søn,
hvor er den til Rædsel
dog daarende skjøn,
naar den sig fribaaren
Lovløshed topper,
tunger sig, spiller,
bølger og hopper.
Det er ei for intet,
at der kommer Brand
i saadanne Byer
som Kristiansand.
Det skriver sig fra,
det er Ilden, som hader
sig flammende sint
paa de snorlige Gader.
Men elsker din Sjæl
Konsekvense, min Ven,
jo, søg du saa bare
til Stenriget hen
og hils paa Krystallen;
det er, som bekjendt,
en Gut, der saa temmelig
er konsekvent.
Og derfor — kan gjerne
bekræfte det edelig —
jeg synes, Krystallen
er jammerlig kjedelig,
ja, selv dens ypperste
Repræsentant,
Hans naadigste Majestæt
Kong Diamant.
Det hjælper nu ikke,
hvad saa de sig kalder:
jeg hader dem, disse
fordømte Krystaller,
— saavisst som at Livet
afskyr og hader
korrekt konsekvente
Kanter og Flader.
Hvor Vinklen er Klokker
og Retlinjen Prest,
den Menighed flyr jeg
som Pokker og Pest.
Thi har jeg af saadant
som Ædelsten
ikke engang
en eneste en.
Og havde jeg nogle,
jeg solgte hver eneste
— for Penge til Inkonse-
kvensens Tjeneste.
Nei, ingen har jeg,
og venter mig ingen.
— Men giv mig en blomstrende
Lyngkvist i Bringen,
og giv mig en Krans
af Granbar om Panden,
og giv mig en Rose,
dugfrisk og rød;
og giv os idag
vort daglige Brød,
giv saa Diamanten
til Døden og Fanden.
At Folk ifra hver
en Jorderigs Kant
ser Lykkens Talisman
i Diamant,
se, derpaa jeg lægger ei
synderlig Vegt;
for nok er de Folk
af en Stenalder-Slegt,
hvis rette Domæne
er nede i Krypten
i Mumiens Fødeland,
gamle Ægypten.
Ned med Krystallerne!
heis os det sterke
Livets og Inkonse-
kvensens Merke!
Hundrede Timer
fri uden Grænse
mod hundrede Aar
i Sten-Stok-Konsekvense!
Men Menneske-Forret,
det blir dog tilsidst,
at være sig Inkonse-
kvensen bevidst.
Livet Skal leves,
og Livet er nu;
Livet, blandt andet,
er jeg og er du.
Livet i Veksling
skal Jordstøvet rense,
evig paa Tog
fra Norm og til Norm,
evig det ny
i skiftende Form.
Leve den hellige
Inkonsekvense!