Tambs Lyche
(Per Sivle)
En Krans paa din Grav vil jeg bære,
med Tak for det, du har gjort.
Din Livsdag blev sluttet, du kjære,
desværre saa altfor fort.
Vi sendte dig ud i Verden
med lidet af Lysning ombord.
Du kom igjen fra Færden
som Solskin over vor Jord.
Vi sendte dig ud paa Bølge
ifra vort skoddede Bo;
vi gav dig vor Skepsis i Følge;
du kom tilbage med Tro.
Du kom som en sælsom Fremtoning
da just i en graakold Bolk;
du talte og lærte Forsoning
til dette Splittelsens Folk.
Vi smilte vel lidt med det samme
af alt hvad dit Haab fik skabt
i Fredens og Fremskridtets Ramme;
men du, du gav ikke tabt.
Du synte det vaarfriske grønne
i Vekst mod en sommergod Tid.
Og snart vi lærte at skjønne
og siden at elske din ild.
Du gav os et Kringsjaa at skue
og tyded dets Mening lydt;
og ind i vor hjemlige Stue
du satte et Vindu nyt.
Du elsked hint Banner i Vesten,
under hvis Stjerner du stod.
Det var som en Naade næsten,
at du slap at se det i Blod.
Men Norge dog længe skal mindes;
en trofast Søn du det var.
— Giv nu at Manden findes,
som løfter det Merke du bar.