Til Askov
(Per Sivle)
Jeg hilser dig, du Citadel
paa Aas der nord for Kongeaa
i trofast Vagt for Danmarks Vel
og hele Nordens ligesaa.
Den Gang, da Danmark laa i Sorg,
det fik i dig en Dane-Borg,
og Dannebrog Steg kjækt mod Sky
i Askovs lyse By.
Der bor et Folk paa Danas Vang
af gammel nordisk Rod og Æt.
Der bor et Folk paa Danevang
med Folke-Rang og Folke-Ret.
Og denne Ret og denne Rang,
de hævdet er ved Daad og Sang.
Naar Sang og Daad omsider dør
— ja, Danmark dør ei før!
Dog nei, de dør ei! — for de er
Vorherres egne, egne Børn.
Han har dem sikkert fuldt saa kjær
som selve Preussens flakte Ørn.
Og Sønderjyllands tunge Sag
skal vokse frem en Foraarsdag
og vidne, at der bygges Bro
ei blot ved Staal, men Tro.
Et Folk, som vil sit eget Liy
og har sin Folke-Gjerning kjær,
det spired af et Almagts: Bliv!
og skyttes af et Almagts: Vær!
— O, Askov, Troens Bud du fik,
og Budet dig i Blodet gik:
dit Liv blev Tro paa Retfærds Sag,
— og det er Hjertelag.