Til Ludvig og Charlotte
(paa deres Sølvbryllupsdag 24de September 1887)
(Per Sivle)
(Mel. : Der er Haab i vort Bryst)
Det er raabt, at vor Tid den er syg, den er saar,
den er træt i sit Liv, i sin Lyst,
det er raabt, at den nærmer sig Aar efter Aar
mod Fortvilelsens taagede Kyst.
Det er raabt, — og lad være det lyder iblandt
med en sørgelig Sandhed, det Raab
det er — heldigvis! — dog baade sikkert og sandt,
at vor Slegt eier herlige Haab.
Det er sikkert vi eier en Bjergningens Baad
over Mismodets taagede Hav
i det troende Livsmod, den freidige Daad,
hvor det gjælder de nærmeste Krav.
Og naar Minderne hilser idag eder to,
fra et kvart Hundred Aar, rundet hen,
— ikke sandt? Det var herligt at haabe og tro,
og i Daad det at give igjen.
Ikke sandt? — naar de mødes, de rigtige to,
i Tilværelsens brogede Spil,
da kän Daadslysten spire og Livslykken gro,
og man takker, fordi man er til.
Men jeg sender en Tak, og jeg møder derned
med min Tanke i Vennernes Lag,
og jeg bringer mit Ønske om Lykke og Fred
for jer to paa jer Sølvbryllupsdag.