Vinter
(Per Sivle)
Fra dengang jeg var Smaagut, jeg kan huske med hvad Lyst,
Vinteren fyldte mit barnlige Bryst,
hvilken jublende Fryd det gav mig at se
den islagt Tjern og den faldende Sne —
Hvor mit Hjerte i Forventningens Iver kunde slaa,
naar jeg atter fik spænde Skøiterne paa,
hvilket Liv i det flygtende Nu, naar paa Ski
jeg atter fløi nedad den hvidklædte Li.
Jeg mindes, hvor jeg yndede Digterens Pris
af den nordiske Vinter, med dens Sne og dens Is,
mens det ærgrede mig at høre en Klage som den:
«Herregud! saa har vi atter Vinter igjen!»
Jeg var endnu for ung til at se og forstaa,
der var dem, som sad og svalt i sin fattige Vraa,
som kjendte, hvor Kulden i Lemmerne sved,
og manglede Klæder og havde ei Ved.