Fenrir
(Per Sivle)
Natten har sænket sig
sort som en grav.
Høststormen pisker
skum over hav,
knækker master
og splintrer rær.
Da tuter en ulv
paa det yderste skjær.
- Det er Fenrir, som hyler
mod Ragnarok.
Det er Fenrir, som hyler
mod gude-død,
mod gude-blod
og mod gude-kjød.
Han mindes nok smagen
alt fra den stunden,
han med den usynlige
lænke blev bunden,
- lænken, som brister
ved Ragnarok.
Og senerne røynes
i faafengd harm,
mens sulten sliter
hans tomme tarm.
- Men ryker der op
et dommedags-vær,
saa tror han, at nu
er løsningen nær.
- Da er det, han hyler
mod Ragnarok.
Vogt jer, Odin
og Frøya og Tor!
I er ei saa vældige,
I, som I tror!
Vogt jer, naar engang
helvedes-hanen
galer til kamp
under helvedes-fanen,
naar engang det lider
til Ragnarok!
Naar Fenrir sliter
tusenårs band,
naar Midgardsormen
velter iland,
naar Naglfar løsner,
og rimtursers trop
møder med Surt
og hans flamme-hær op,
- vogt jer, for da
er det Ragnarok!
Og Fenrisulven
paa skjærets knat
stirrer ud
i den sorte nat.
Og vinden hujer,
og havet spyler,
og Fenrisulven
med fråd-gab hyler:
"Lider det ei snart
til Ragnarok!"