Henrik Wergeland
(Per Sivle)
Og Wergeland laa oppi "Hjerterum"
- det var ikke andet fra Kjelder til Kvist -.
Og Døden, som før
var kjendt ved hans Dør,
kom atter tilbage og takked for sidst.
"Nei, hør," sa han Henrik,
"nu kom du for fort;
for end er der noget,
jeg først maa ha gjort:
end i et Kvad
jeg Livet vil prise,
og end vil jeg kvæde
mit Norge en Vise.
Og saa er jeg færdig,
- sæt Vognen for Trammen,
og op til Gud Fader
saa kjører vi sammen.
Hans Hjerterum er, o, saa meget, saa meget
større og lysere dog end mit eget!"
Og Wergeland laa oppi "Hjerterum";
og Kinden var hvid, og Øiet var lukt,
og Blodbølgens Glød
var kjølnet i Død,
og Norriges klareste Fakkel var slukt.
Men inden den sluktes,
den tændte en Brand,
en rensende Flamme
i Norrøna-Land,
en Lue, som end
kaster Gjenskin deroppe
paa Fortidens Aaser
og Fremtidens Toppe,
en Ild, som fremdeles
skal vokse sig større,
fortære det raadne
og visne og tørre,
og rydde os Rum for det Liv, som i Tro
paa Hjemlandets Jordbund vil grønnes og gro.
Og Wergeland hviler i Hjerterum
i Norriges eget bankende Bryst.
Vor gjæveste Krans,
den nævner vi hans;
hans Haab er vor Fane, hans Minde vor Lyst.
Og skulde vort Fædreland
komme i Nød,
saa Spørgsmaalet staar
om dets Liv eller Død,
da vil ifra Vesterhavs-
voven til Kjølen
de sanke sig, Trønderen,
Horden og Dølen,
og fylke sig tæt
kring sin Wergelands-Fane
og vinde sig Seir
eller hente sig Bane.
- Dog, Norge skal leve! - det dør ikke, før
dets Minde om Henrik, vor Wergeland, dør.