O Vaar!
(Per Sivle)
O Vaar, du har skuffet mig
Gang paa Gang.
Du loved i Lund og Li.
Jeg gav dig bestandig
min bedste Sang,
— jeg havde ei bedre at gi.
Naar Verden sig sortnede
Aar efter Aar,
jeg gjemte et Haab,
og det Haab, det var: Vaar.
— O Vaar, du har sveget mig
Gang paa Gang.
Og jeg, ja, jeg gav dig
min bedste Sang.
Jeg aabned min Sjæl
for din lokkende Røst
og ænsed ei Frostnattens Brod.
Jeg er ikke skabt
til at haabe mod Høst;
og det er dog kanske min Lod.
Jeg kan ikke for,
at jeg stunder og tror,
naar Solstraalen varmer,
og Græsspiren gror.
Da er det, jeg synger
Vaaren min Sang,
om og den har sveget mig
Gang paa Gang.
O Vaar, du har skuffet mig
Gang paa Gang.
— Men skuf mig dog engang endnu.
Og end vil jeg kvæde
en solrunden Sang,
og den, som faar Sangen, er du.
O Vaar, du er Livet,
o Vaar, du er Sang!
Og om du saa skuffer mig
Gang efter Gang,
saa synger jeg endda
om Liv og om Vaar,
— jeg gjør det saa gjerne,
til kommende Aar.