Irland
(Per Sivle)
Da Nordens Folks
som Barbarer end
for frem over Land og Sjø,
der blomstred hist vest
i Havet en Grænd
paa Erins den grønn Ø.
Dens Styrke laa ei
i Sverdets Staal,
men det var ved Fredens Verk,
som byggedes op
under Barde-Maal,
den agted at vokse sig sterk.
Da kom der Ravne
fra fremmed Kyst
med Neb og med Klo af Jern.
De hugged og grov
med rovsvanger Lyst
og tynte Plantning og Vern.
Og værst var de
fra de norske Fjeld,
det kan vi ei komme forbi.
Og at der i Irland
blev Folke-Kveld,
har Norge sin Andel i.
Saa trampedes Landet
af engelsk Hæl
i Hundreder lange Aar.
Og de, som omsider
ei sulted ihjel,
fik nøies med Trælle-Kaar.
Den engelske Lord
blev mæktig og rund
paa Biff fra Irernes Land.
Den irske Borger
fik prise den Stund,
han havde Poteter og Vand.
Man korser i hellig
Harme sit Bryst
mod Irernes Fenier-Folk.
Men er det kan hænde
netop af Lyst,
at de hader og bruger Dolk
Nei, det er et Fædrelands
krænkede Blod,
som maner den irske Æt
at stevne frem
med Vanviddets Mod
til Irlands Hevn eller Ret.