Præsident Kruger
(Per Sivle)
Britania, nu kan du være tryg
og krafse til dig iro
for ham med den brede, bøiede Ryg
og med den grundmurte Tro.
Det mægtige Hode i Ramme hvid
er endelig bøiet i Muld;
det bukked for Døden i Støvets Tid
— men ikke for dig, John Bull.
Der er gaat Guld i det engelske Blod;
hvorhelst det saa bryder sig op,
saa er det i Form af en gylden Flod
med Glanssten paa Bølge-Top.
Og blir saa Uretten altfor raa
i Guldkalvens blodsvangre Strid,
man dækker i Tons af Bibel-Blad paa
— og saa er Vorherre blid.
Og Shakespeares og Miltons og Bunyans Sprog,
som Byron og Browning det fandt,
det smisker nu under Guldets Aag
og smiler for Diamant.
Om Mammon og Mammon og Mammon igjen
og Brøde for Mammons Skyld
helst skriver nok Nutidens engelske Pen,
— det Siver som fra en Byld.
Og England var engang en Frihedens Borg,
en Skanse mod Tyranni.
Men saa blev det tit en Frihedens Sorg:
det tog, men det vilde ei gi.
Amerikas Skude den rev sig klar,
da Washington stod ved dens Ror,
den hugprude, haandfaste Viljekar
med det trauste Mandskab ombord.
Saa var det Transvaal og dets Nabo-Grænd,
to Bonde-Samfund der Syd,
at dyrke sin Gud og sin Jord som Mænd,
det var deres bedste Fryd.
Men saa fandt man Guld i Landenes Land,
og Diamanter der slang.
Det lugted John Bull og var ikke istand
til at mestre Guld-Tørstens Trang.
Saa velted den britiske Favner sig frem
og aabned sit taggede Gab.
Men Boerne stod paa Vagt for sit Hjem
og drev ham tilbage med Tab.
— Nei, Guld-Favner var dem dog altfor svær,
han velted sig fremad igjen ;
og endelig kvalte han Bøndernes Hær
og Bøndernes Frihed med den.
Og "Onkel" Krüger var Præsident,
det var han med Hæder og Dug,
og saadant som Feighed var ikke kjendt
i hans ranke, fribaarne Hug.
Han førte sit Folk som en fagna Mand,
og Veien var just ikke let,
han saa, at det bar imod Gravens Rand,
— dog slap han ikke dets Ret.
Det hændte sig engang, at Spaniens Folk
blev blodforgiftet af Guld,
just som det stod midt i sin Storheds Bolk,
var Primas i Folkenes Kuld.
Og Spanien visned forunderlig fort,
og sænked sig gjorde dets Flag.
Og dengang var Spanien ligesaa stort,
som England er det idag.
Og gid det nu ikke med England maa gaa,
som det med Spanien gik.
Bøde sin Brøde det sikkert maa,
— det er io Historiens Skik.
Historiens Gud er en nidkjær Gud ;
han farter ei altid saa fort,
men glemmer ei heller og sletter ei ud,
før Boden omsider er gjort.
Men gamle Krüger som Koll skal staa
paa Folkenes Verdens-Felt.
Han er just en, der fortjener som faa
at bænkes i Mose Telt.
— O England, du Frænde af Stamme og Blod,
som er os saa nær og saa kjær :
Gud giv, at du slipper med mildeste Bod,
naar Opgjørets Time det er!