Te Kjærasten min
(Per Sivle)
Naar eg vakna um Morgonen tile,
ette Kvile
so trygt og so traust,
naar ho renn,
so da brenn
og da brile,
dan Soli darburte i Aust,
— daa sprett eg utor Sengi so kvik og so gla,
daa er dan fyrste Tanken eg i Hugen mune ha:
at du, ja at du er Kjærasten min,
og eg, ja at eg er Kjærasten din!
at du, du er min!
og eg, eg er din
at eg, eg er din
og at du, du er min!
— Gud signe no deg, du Kjærasten min!
Naar um Kvelden seg Solauga skunda
te aa blunda
dar Vest uti Sjo,
paa dan Ti,
daa i li
og i Lunda
da seg kurra mot Notti te Ro,
-- daa gjeng eg meg aa kvila, so
trygt, men so gla,
daa er dan siste Tanken eg i Hugen mune ha:
at du, ja at du er Kjærasten min!
at eg, ja at eg er Kjærasten din!
at du, du er min!
og eg, eg er din!
at eg, eg er din
og du, du er min.
-- Gud signe no deg, du Kjærasten min!