Nekrolog om Per Sivle
av Rasmus Løland
Alle som har seet Per Sivle en gang, husker nok den store ludende skikkelse, som næsten altid gikk for sig selv som i dybe tanker, med vadsækken – hans uadskillelige ledsager – i haanden. I de senere aar gav han altid indtryk af at være en mand, der stadig var paa vandring og ikke havde noget med alle de andre travle mennesker at gjøre. Han ruslede sine egne veie og blev mere og mere hjemløs og fremmed i det daglige arbeidende, byggende og ”praktiske” liv omkring sig. Han passede ikke rigtig ind nogetsteds; han var ikke slig. Jeg har kjendt ikke saa faa forfattere af den yngre generation; men jeg har ikke kjendt nogen, der var saa helt det man kalder digter, og bare det, som Per Sivle. Mange af dem, som skriver og sender ud bøger, har et eller andet arbeide ved siden af, og de som ikke har det, ønsker sig det gjerne.
Sivle kunde det neppe falde ind at nære et slig ønske. Han vidste, at det var bare ét, han duede til: at skrive og forme sine tanker og stemninger i klangfulde og malmfulde vers. ”Norge har havt mange diktere i den senere tid, men bare én skald”, skrev en anseet forfatter i et blad for lidt siden. Skalden var Per Sivle. Det er ikke let at finde et mere træffende udtryk for hans særstilling. Han var skald i ordets gode gamle betydning. Ingen digter i vor tid var de gamle skaldes arvtager slig som Sivle. Det bedste af hans digtning er, saa at sige, en gjenoplivelse af den gamle skaldedigtning, i former, som passer vor tid. Han har skabt sig sin egen verseform, og i den er han blevet mester. Der er en fynd og malm og kraft i alle de bedste af hans digte, som holder maal med det bedste i de gamle skaldekvad. De blide og sarte følelser og stemninger var ikke de gamle skaldes sag. Heller ikke Per Sivles. Eller ialfald sjelden. Hans omraade var den kraftige fædrelandsfølelse, den kjække kampglæde, harmen over feighed og smaahed og hyldningen af høvdinger og førere og deres store og gode handlinger. Skade, at han skulde leve i en tid, da der var saa faa høvdinger at synge om; da demokrati og massevirkninger i det hele giver saa liden plads for førere i den gamle stil. Det blev derfor helst ældre tiders store mænd, han sang om. Men om det manglede paa høvdinger og store bedrifter efter hans hjerte, saa var jo fædrelandet der altid, dette land, som er mit og dit; og nogle af hans fædrelandssange er allerede blevet folkesange; de har vundet og hævdet sin plads ved siden af de bedste af Bjørnson og Ivar Aasen. Per Sivle var derfor allerede i levende live blevet en af de mest kjendte digtere i landet.
Sivle arbeidede ikke let. Han kunde stræve længe med at finde form for sine vers. Men naar han saa havde klaret en vanskelighed, var han saa glad, at han straks maatte læse det op for venner og kjendinger. Han likte da at blive rost. Han var i det hele svært glad i ros, baade trykt og utrykt. Men dette ytrede sig ikke i smaalig ærgjærrighed eller vigtighed. Det var en næsten barnslig glæde over at blive paaskjønnet, naar han syntes han havde gjort noget dygtigt og godt.
Noget af det første Sivle gav ud, var en liden samling ”Sogor”, guttefortællinger fra hjembygden. Det er noget af det ypperste i sit slags, som findes i vor bokheim. Nogle samlinger noveller og skildringer og en liden roman, ”Streik” – og hans ’Vossastubbar’ ikke at glemme – viser ogsaa, at han eiede fremragende evner som fortæller og prosaforfatter. Men disse evner fik ikke den udfoldelse som hans evne til at skrive vers, og adskillig af det, han havde paabegyndt, blev aldrig fullført.
Sivle har skrevet mange af sine digte og fortællinger paa landsmaal eller dialekt. Men han holdt sig ikke saa helt til landsmaalet som de fleste andre landsmaalsforfattere. Han skrev bogmaal eller landsmaal, eftersom han syntes det passede til emnet. Men han likte sig altid bedst, naar han ”fik det til” – som han udtrykte sig – paa landsmaal. Han var, som man ved, født i Sogn og opvokset paa Voss. Han havde saaledes de bedste bygdemaal at øse af. Hans øandsmaal er da ogsaa noget af det bedste, vi har.
- Per Sivle var ingen lykkelig mand. Alle har jo hørt tale om hans svage sider. De er nok i de senere aar blevet mer omtalt end egentlig nødvendig. Det vil gjerne gaa slig i smaa samfund, hvor ”alle kjender hverandre”. I de senere aar klagede han jevnlig over hovedpine og nervelidelser. Godtfolk smilte kanske ad dette eller tog forargelse: man kjendte jo aarsagen. Men kanske man her som saa ofte ellers kom i skade for at forveksle aarsag og virkning. Han sagde altid selv, at han i sin tidligste ungdom havde ”sprængt” sig med læsning, da han skulde læse til artium. Men enten dette nu er saa, eller ondet var medfødt – det sidste er det sandsynligste – saa er det sikkert nok, at der var noget i veien med hans nerveliv. Dette gav sig udtryk i en trang til stimulanser, som til sine tider fuldstændig kunde magtstjele ham og selvfølgelig gjorde ondet saa meget værre. Hans arbeids- og produktionsevne blev derfor i de senere aar mere og mere lammet, og naar der af og til kom et digt fra ham, var det ikke frit for, at han tog sig selv op igjen og af og til forfaldt til rimeri. Hans digtning skjød i denne tid ingen nye skud. Kun i en god stund af og til kunde han være helt den, han havde været. – Hvad han i lange tider led, gjør man sig ikke let nogen tanke om. Han bodde en vinter for længere tid siden i min hjembygd i Ryfylke. Da jeg en dag kom indom til ham, klagede han over, at der var noget, som pinte ham saa forfærdelig. Det regnede om dagen, og der var et lidet tagdryp udenfor et sted, og dette lille dryp, som andre folk neppe vilde have hørt, faldt som hammerslag paa hans forpinte hjerne.
Per Sivle var bare 47 aar gammel, da han døde. Mens vi beklager hans tidlige bortgang, føler vi med vemod, at hvilen nu vel var det bedste for ham. Han skrev for en tid siden et digt, der han sagde tak for sig. Jeg tænker, at alle, som læste det, følte uvilkaarlig, at det var hans afskedsord til livet. Nu da han er færdig, svarer vi med en tak for det han var. Kanske han ikke blev til det, han med sine rige og sjeldne evner kunde blevet. Men det han blev og fik gjort, er nok til at give ham en hædret plads i vor digtnings historie, og han har givet sit folk sange, som vil leve i lange tider og gaa som en folkearv fra slegt til slegt.
[Henta frå Samtiden 1904, s. 426-429.]